Hvad er en Cochrane-oversigt?

En Cochrane-oversigt er en systematisk oversigt over de forsøg, som undersøger effekten af en given behandling.

Cochrane-oversigter bygger på en forud fastlagt protokol, hvor alle væsentlige metodeproblemer er behandlet. Protokollen definerer det videnskabelige spørgsmål, forskeren søger svar på, samt præciserer hvilken type forsøg og hvilke data man er interesseret i. Desuden fastslår protokollen, hvordan de enkelte forsøgs metodologiske kvalitet skal vurderes, og hvordan resultaterne fra de enkelte forsøg skal sammenfattes.

Cochrane-oversigter bygger oftest på randomiserede kliniske forsøg, fordi denne type forsøg bedst sikrer mod systematiske fejl i vurderingen af gavnlige og skadelige virkninger af en behandling.

Når det er muligt, vil en systematisk oversigt sammenfatte resultaterne fra de inkluderede forsøg i en såkaldt metaanalyse. Ved en metaanalyse udregnes et gennemsnit af forsøgenes resultater. Forsøg med mange patienter tillægges mere vægt end forsøg med få patienter.

Der er næsten altid nogen variation i resultaterne fra de enkelte forsøg. Disse variationer kan blive så store, at det ikke giver mening at kombinere resultaterne i en metaanalyse. Nogle Cochrane-oversigter indeholder derfor ikke en metaanalyse, men beskriver resultaterne fra de enkelte forsøg hver for sig.

En Cochrane-oversigt udgives elektronisk i Cochrane-biblioteket og opdateres løbende for at indarbejde resultater fra nye forsøg, og andres relevante kommentarer til oversigten. Cochrane-oversigter er alle bygget op på samme måde, og består af følgende underafsnit:

  • Titel og forfatternavn
  • Et resumé af oversigtens fund ('Abstract')
  • Et letforståeligt resumé for ikke fagfolk ('Plain language summary')
  • Selve oversigtens tekst
    • baggrund
    • formål
    • metode
    • resultater
    • diskussion
    • forfatternes konklusioner
  • Tak til personer som har hjulpet forfatterne
  • Referencer
  • Analyser
  • Inkluderede forsøg
  • Ekskluderede forsøg
  • Øvrige tabeller
  • Baggrundsoplysninger om
    • Opdateringer
    • Forfatternes bidrag
    • Mulige interessekonflikter
    • Kilder til økonomisk støtte